Brug fugtighedscreme
For at få kontrol over eksemkløe skal du først og fremmest tilføre huden fugt f.eks. ved brug af blødgørende cremer eller lotions egnet til eksemhud. Forskning har vist, at folk med atopisk eksem ofte har en nedsat funktion af den naturlige barriere i huden, som gør at f.eks. allergener lettere kan trænge ind og forårsage kløe. Hvis du sørger for, at din hud er godt fugtet, kan du hjælpe med at styrke barrierefunktionen. Du skal hyppigt tilføre huden fugt, især efter bruse- og karbad.
Kolde omslag
Kolde omslag er meget effektive til at berolige kløende hud. Læg f.eks. en ispose ind i et tyndt håndklæde, så du undgår fryseskader på din hud, og hold dernæst pakningen mod din hud i et par minutter for derved at lindre kløen.
Vælg løstsiddende tøj og behagelige tekstiler
Når du vælger tøj, så undgå kradsende materialer, såsom nylon og uld, der kan irritere din hud; bomuld og bomuldsblandede materialer er velegnede til at holde din hud kølig, og de er mindre irriterende. Løstsiddende tøj er mindre tilbøjeligt til at få din hud til at svede og vil ikke gnide imod den, hvormed der vil være mindre kløe.
Klip dine negle
Det er en god ide, hvis dine negle er korte og pænt filede, så du ikke bliver fristet til at kradse på din hud. Hvis du kradser om natten, kan tynde bomuldshandsker forhindre, at du skader din hud.
Hold dig afkølet om natten
Kløe kan især starte om natten og udløse et udbrud af eksem. Dette opstår som regel, fordi du er for varm. Vælg køligt bomuldssengetøj, som ikke får dig til at svede, og lad et vindue stå åben, når du går i seng. Udskift nylonnattøjet med bomuldsnattøj, og undgå tætsiddende tøj. Og selvom det er koldt udenfor, skal du helst ikke bruge elektriske tæpper og varmedunke.
Bryd den onde cirkel
Hvis du følger de ovenstående tips, kan du nemmere bryde den evindelige klø-kradse-kløe situation. Hvis du mener, at din eksem er blevet værre, eller hvis du virkelig har svært ved at klare symptomerne, skal du altid søge læge eller tale med en dermatolog.