Staphefekt™ er udviklet af Micreos og er verdens første bakterie-dræbende enzymer (kendt som endolysiner), der kan bruges på menneskers hud. Staphefekt er målrettet mod at dræbe bakterien Staphylococcus aureus, inklusive de varianter som er resistente overfor antibiotika som MRSA. Endolysinet stammer fra bakteriofager, som er bakteriers naturlige fjende, og som har eksisteret i milliarder af år. Staphefekt-endolysinet bekæmper bakterier ved at dræbe dem hurtigt, og der er en meget begrænset sandsynlighed for, at der udvikles resistens.
HelloSkins eksperter har ikke været i stand til at finde kliniske forsøg, der undersøger effekten af Staphefekt i personer med psoriasis. Menneskets hudflora indeholder milliarder af bakterier, hvoraf størstedelen beskytter vores hud og er yderst nødvendige for bevarelsen af en sund balance i huden. Forstyrrelse af denne balance forårsaget af et svækket immunsystem eller skader på huden, kan derfor forværre hudsygdomme som psoriasis1. Staphefekt SA.100 er et endolysin og et antibakterielt enzym, der er specifikt målrettet bakterien Staphylococcus aureus. I modsætning til antibiotika dræber Staphefekt kun S. aureus, og derfor efterlades sunde bakterier som S. epidermis intakte. Da Staphefekt er målrettet specifikke dele af cellevæggen i S. aureus, har man ikke set, og forventer heller ikke at se, resistens.
Som aktiv ingrediens i fugtighedsprodukter er Staphefekt derfor velegnet til langvarigt, dagligt brug som en terapi, der målrettet forhindrer kolonisering af S. Aureus.
De mest velkendte symptomer på psoriasis er tør hud og kløe. Det er ofte ubehageligt, men derudover kan symptomerne også resultere i en nedsat funktion af hudbarrieren og dermed føre til inficerede læsioner. Den kausale sammenhæng mellem S. Aureus og lokal inflammation er stadig ikke helt klarlagt, men nyere studier indikerer, at kolonisering af S. aureus er den primære årsag, og dermed ikke kun hudskader eller en utilstrækkelig antibakteriel immunstatus2.
Selvom der ikke er lavet kliniske forsøg med Staphefekt i personer med psoriasis, har man undersøgt Staphefekts effekt på S aureus i personer med atopisk dermatitis. Den viste sig her at have en lovende virkning. Studiet viste et fald på 60% af både MRRS og MRSA resistente varianter af S. aureus indenfor 60 minutter efter inkubering med 30 mikrogram/mL Staphefekt SA.100. Derudover var ingen af de 4 kontrolbakterier, der findes naturligt i sund hud, påvirket af Staphefekt, hvilket demonstrerer, at den er målrettet S. aureus3.
Koncentrationen af en ingrediens er vigtig for effekten af produktet, hvorfor produkter med samme ingrediens ikke nødvendigvis er lige så effektive som undersøgt i de ovennævnte studier.
Opdateret: Juli 2017